For den Stedseblå Baskebusk da også...

[Prof. Rosa Sensimilla]

Tilegnet: @jophiel

Rosa var stadig helt groggy. Hun kunne faktisk ikke heeelt erindre, hvad der præcist var sket, lige nu vidste hun kun, at hun befandt sig på Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser. 3. sal, hvis ikke, hun var helt galt på den.
Hvorfor pokker skulle alting være så sløret? Åh. Brillerne. Famlende rakte hun ud på natbordet og øjeblikket efter kunne hun sætte brillerne på plads over næseryggen. Det hjalp lidt på det hele. Hun satte sig forsigtigt op i sengen og måtte alligevel tage sig til hovedet, fordi det hele svimlede for hende. Uh-oh, kvalme. Føj for den. Hun glippede lidt med øjnene og fik øje på sine bandageindbundne arme, da hun lagde hænderne til hvile oven på dynen. Hvorfor i alverden var de bundet ind? Så dæmrede det langsomt for hende. Praktikanter. Giftig Tentacula. Rosa ville aldrig overlade det foretagende til praktikanter igen, det var sikkert og vist.
Øj, det gjorde alt for ondt at tænke, så hun lukkede øjnene i et øjeblik igen og ventede på, at hovedpinen langsomt lettede. Så gjorde hun status. Begge hendes arme var bundet ind i de dersens tynde bandager. Det samme var hendes hals vist. Noget af maven. Det ene lår. Hun rynkede panden en anelse. Det var da utroligt så lang tid, som det tog at komme frem til disse helt enkle konklusioner. Hvem søren havde bragt hende til magihospitalet? Det kunne hun slet ikke komme i tanke om. Og hvad..? De måtte have fået giften ud, ja! Ellers havde hun formentlig stillet træskoene for længe siden. Og det måtte selvfølgelig også være derfor, hun var helt rundt på gulvet nu, det var meget logisk. Det var jo en af de ting, Tentacula-gift gjorde. Rosa var helt lettet, da hun var kommet frem til disse konklusioner. Hun slog de brune øjne op igen og lod undersøgende blikket glide rundt på stuen.

[Deleted]

Jophiel spankulerende ned af hospitalsgangen med sit lidt for genkendelige selvsikre smil på læben. Han var en flot mand, og han vidste det. Dertil gjorde han også alt hvad han kunne for at understrege det ved at sende de forbipasserende sygeplejersker og healere et drenget, flabet blik der sagtens kunne blive set som let flirtende. Hvilket også var meningen. Dog var det kun de kvindelige ansatte der fik 'fornøjelsen' af det. Lige nu var han på vej ned for at se til Rosa Sensimilla. Kvinden der havde været i brydekamp med en væmmelig Tentacula. Tidligere på dagen havde han selv været inde og afslutte den sidste behandling til at få giften ud af hendes system, nu skulle selve healingsprocessen så til at starte op i stedet.

Jo vidste allerede på stående fod at hun ville blive en pain in the ass, han kendte hende fra botanikstudierne og man kunne langt fra kalde det et glædeligt gensyn da han genkendte hende i hospitalssengen. Smilet falmede en smule ved tanken. Hun burde være ved at vågne op efterhånden, så det skulle nok blive ganske interessant hvad hun ville sige når hun så at han var blevet degraderet til at være hendes personlige healer gennem resten af forløbet, -der forhåbentlig ikke ville tage meget mere end et par dage. Han stoppede foran døren indtil hendes stue og tog en lidt dyb indånding, fandt det klassiske smil frem igen og trådte så indenfor. Eftersom hun var vågen lagde han ud med en hilsen. "God eftermiddag Ms. Sensimilla," sagde han med en lidt flabet undertone han ikke helt kunne skjule.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa havde faktisk slet ikke tid til at ligge her. Hun burde være på sit arbejde, hvor de havde brug for hende. Dette var det første arbejde i mange år, Rosa havde, som var fast og havde bestemte mødetider, i modsætning til da hun havde været rundt i verden og selv havde hersket over sine arbejdstider. Det var lidt af en omvæltning, men hun kunne faktisk godt lide det regelmæssige og forudsigelige i det. Og så skete sådan noget her. Typisk.
Hun så opmærksomt hen imod døren, da den blev åbnet. Hey! Det var da én, hun kendte! I et par lange sekunder stirrede hun blot på healeren, der var kommet ind, som om hun lige skulle scrolle meget langt tilbage i tiden for at finde hans navn. Tankevirksomheden fungerede ikke helt optimalt i øjeblikket. ”Jophiel.” bemærkede hun blot og opdagede i samme omgang, at hun var knastør i halsen. Humøret tog endnu et dyk nedad, som om det ikke havde været træls nok uden ham. Hvor mange healere var det lige, der var ansat her? ”Jeg vil gerne… Kan jeg ikke… Kan jeg få en anden healer?” famlede hun sig frem og rettede et spørgende blik imod ham, da det lykkedes hende at få formuleret en hel sætning. Han bragte ikke gode minder med sig. Rosa havde aldrig brudt sig synderligt om ham, den flabede attitude var til at brække sig over. Bogstaveligt talt. ”Jeg har kvalme.” konstaterede hun kortfattet. I en anden sammenhæng kunne det sikkert have lydt som en fornærmelse i forlængelse af hendes forudgående spørgsmål, men hun havde det ret elendigt.

[Deleted]

Han stod lidt afventende og kiggede på hende som han ventede til det kom til hende. Til sidst kunne han se hvordan lyset gik op for hende, han smilede bredt. Måske også en smule provokerende, han havde hende på et punkt hvor hun ikke kunne gøre noget for at slippe af med ham og han elskede det. Hævnen var sød som man sagde. "I egen høje charmerende person." svarede han og rankede ryggen en smule. Han gik helt hen til sengekanten og kiggede lidt ned på hende som han tog hendes i øjesyn. Hun så god nok sløj ud. "En anden healer? Ms. Sensimilla jeg synes måske De er lidt fordomsfuld." De blå øjne havde et næsten djævelsk skær, det her skulle nok blive ganske underholdende.

Hendes kommentar om kvalmen troede han faktisk først var en hentydning til at han gav hende kvalme og han fakede et såret udtryg. "Ouch, der er da ingen grund til at være grov." Det var så der det gik op for ham at hun mente det oprigtigt og ikke kun på grund af ham. "Accio spand." mumlede han efter at have trukket sin stav. En spand kom flyende hen til ham fra det åbne skab af. "Værsgo, giv den gas og tænk endelig ikke over at jeg bare står her og ser lækker ud imens." Han blinkede muntert. Åh Gud hvor måtte hun dog hade ham lige nu.

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Det er vist kun dig selv, der synes det.” bemærkede Rosa tørt og fik en forfærdelig lyst til at flygte ud af lokalet, da han kom helt hen til sengen. Det kunne hun af gode grunde ikke. ”Spar dig. Jeg kender dig.” Hun var aldrig faldet for ham. Det var garanteret det, der nagede ham nu. Såret forfængelighed, ha.
Hun sendte ham et ætsende blik, da hun samlede sit hår i den ene hånd. Af en eller anden grund tvivlede hun stærkt på, at han ville tilbyde at holde det for hende. Derpå vendte hun hovedet ned i spanden. Hæsligt. Der var ikke noget mere ulækkert end at kaste op. ”Skaf mig noget vand i stedet.” kvækkede hun med en stemme, der gav genlyd ned i spanden og hostede lidt halvkvalt, da den anden bølge ramte hende. Det måtte jo være hans job at hente vand og sådan noget. At han gad at stå og se på… ”Porca puttana…” Hun lænede sig udmattet tilbage i sengen og slog en hånd for panden, mens hun tog et par dybe indåndinger. ”Hvornår kan jeg komme hjem?” Og væk fra dig? De brune hundehvalpeøjne blev rettet imod ham igen. Okay, nu var hun også ret ynkelig, men hun havde det elendigt, for pokker! Selvom det faktisk virkede til at fortage sig lidt, nu hun var kommet af med det værste.

[Deleted]

Hans mund trak sig sammen til en tynd streg, men det provokerende glimt forblev i hans isblå øjne. "Jeg kan nu nævne en del piger der gerne vil give mig ret." Påpegede han henkastet og trak let på de muskuløse skuldre. Han var en flot fyr, og han vidste det. "Nå nå nå, som du dog hidser dig op," svarede han med en irriterende ro i stemmen. Naturligvis ville han helst ikke give hende nogen direkte grund til at klage over ham, men det betød ikke at han ville lade hende slippe for hans drilske væsen. Hun havde afslået ham dengang, og skønt det lå nogle år tilbage, var stoltheden jo stadigvæk ramt og det var han ikke særlig god til at håndterer.

Han så lidt afventende på hende som hun tømte sit maveindhold ned i spanden. Med et tilfreds smil gik han hen og fandt et glas vand frem. Han rakte det frem mod hende som hun lod sig falde tilbage på puden. "Ved du hvad der ville gå perfekt til et glas vand lige nu? En stor ved burger. Dryppende af fedtsyre og smelteost. Mmm." Han så frem for sig og lavede smaskelyde i håb om at det igen ville fremprovokerer hendes kvalme. Der var jo ingen der sagde han skulle spille fair. "Du kan komme hjem når jeg er færdig med at torturerer dig om en dags tid eller to." Han lavede et tænksomt ansigt, "medmindre du er for næsvis, så kan det godt være at jeg kommer til at revurderer situationen til at du skal blive en uges tid." Åh ja, han kunne ikke håndterer den magt jobbet gav ham.

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Inkompetente tøsebørn, der ikke kender forskel på flitterbloom og hugtandsgeranium.” påstod Rosa og viftede lidt bagatelliserende med den ene hånd. Nu ydede hun vist heller ikke de piger tilstrækkelig retfærdighed. Altså jo, hun kunne da godt se, at han var en flot fyr og alt det der, men der var bare et eller andet udefinerbarligt ved ham, som trickede noget i hende. Hun kunne ikke fordrage ham. Det kunne hun simpelthen ikke.
Hun tog taknemmeligt imod glasset med vand og spyttede den første mundfuld ned i spanden efter at have skyllet munden. Så drak hun resten. ”Det dér bider ikke på mig.” påpegede hun og himlede let med øjnene over hans håbløse forsøg på at gøre hende dårlig igen. Næh, viste man hende et par dråber blod i stedet, gik hun typisk i gulvet med det samme, men det var også det eneste, der gjorde hende virkelig dårlig på nul komma fem. Rosa tilbageholdt et dybt suk, som han løftede sløret for, hvordan forløbet kom til at se ud. Fantastisk. Virkelig fantastisk. ”Skal du ikke passe dit arbejde?” spurgte hun lidt skarpere, fordi det faktisk havde hjulpet en hel del at komme af med alt det, hun havde haft i maven. Burde han ikke undersøge hende eller et eller andet? Spørge, hvordan hun havde det? Det var da ikke meget, han fik udrettet af bare at stå dér og håne hende.

[Deleted]

Jophiel sendte hende et listigt smil, "nu er det heldigvis heller ikke de ting de behøver at kende forskel på." Han blinkede sigende. Jo havde altid haft en tendens, eller nok rettere vane, med at gå under bæltestedet og i dag var absolut ikke nogen undtagelse. For at være ærlig kunne han heller ikke helt forstå hvorfor hun ikke var en af de piger der bed på når han skruede op for charmen. Det var nok den mest realistiske grund til at han fandt hende forbandet irriterende. Han havde forsøgt sig på hende engang, men hun havde givet ham et blankt afslag og den slags havde han faktisk ikke så let ved at komme sig over. Ikke at det var noget der holdt ham oppe om natten, det blev bare til et irritations moment når han nu stod overfor hende igen.

Han sendte hende et alt for uskyldigt blik "jeg aner ikke hvad du taler om," i sit stille sind ærgede han sig dog over at det ikke havde virket efter hensigten. Hendes spørgsmål fik endnu et af de djævelske smil frem på læben. Et af dem der afslørede at han havde langt mere luskede planer i baghovedet. "Jamen det gør jeg skam allerede Ms. Sensimilla." Informerede han med en provokerende undertone. "Så vidt jeg er informeret om er du en patient? Og heldigvis for os begge, er jeg Healer," han afventede lidt som havde han præsenteret hende for et større regnestykke, "så du kan vel godt se hvordan det hænger sammen ikke sandt?" Et smørret smil spredte sig på læberne og gav hans øjne et forfærdelig provokerende skær. "Så lad mig høre, hvordan har du det? Altså hvis man ser bort fra din trang til at fylde vores spande med dit maveindhold." Endnu et af de der forbandede smil.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa valgte meget behændigt at overhøre hans sigende bemærkning. Mest fordi, hun ikke anede, hvad i alverden hun skulle svare. Det var præcis den slags, han skulle bevæge sig ud i, hvis han ønskede at hyle hende ud af det, så var der garanti for en rødmende, stammende Rosa. Den tilfredsstillelse havde hun ikke lyst til at give Jophiel. Det var i forvejen slemt nok at være tvunget til at ligge hér, mens han stod ved siden af. Hun vidste jo godt, at han havde magten i denne her situation. Forbandet.
Efterhånden som hun fik talt sig varm, var det som om, tankerne fungerede lidt bedre. De skulle bare lige op i omdrejninger. ”Så du bestod? Overraskende.” At være healer måtte da trods alt kræve en vis portion empati, noget, som hun ikke mente, Jophiel overhovedet var i besiddelse af. Nej, selvfølgelig vidste hun, at han var healer. Men han fik vel ikke rigtigt noget ud af at håne hende i dén henseende? Medmindre han da kunne et eller andet, som Rosa ikke vidste noget om. Faktum var jo, at hun ikke var helt ovenpå, så hun besluttede sig lige for at lægge afskyen på hylden og være seriøs et øjeblik.
”Jeg er ret svimmel.” oplyste hun og rynkede panden en anelse. ”Hovedpine, ondt i leddene. Og de her tager livet af mig.” Hun løftede den ene arm en anelse for at vise, at hun snakkede om bandagerne. Hun havde en følelse af, at hun var bundet ind fra top til tå, selvom det ikke helt var tilfældet. Det var varmt, det kløede, det gjorde ondt. Det var bare træls.

[Deleted]

Jophiel ville ikke havde noget imod at trække hende lidt ud på dybt vand, bare fordi at det var underholdende. Nok ikke nær så professionelt nej, men morsomt. Hvad der godt kunne være svært at tyde ved ham, var at han faktisk var bragende dygtigt til sit arbejde, hvilket nok også var en af det vægtende årsager til at han endnu ikke havde fået sparket for sin provokernede og letsindige holdning til alting. "Nej slet ikke. Jeg hørte bare du lå jer, så jeg sneg mig ind, slog en healer ned, stjal hans outfit og nu står jeg her, kun ude på at gøre dit live mere elendigt." Svarede han kækt.

Han kunne blive ved hele natten hvis det skulle være, indtil nu havde han da i hvert fald ikke mødt nogen som havde formået at gøre ham mundlam, sådan for alvor. Dog som hun så ud til at tage det mere seriøst, blev an også mere professionel. Rutinemæssigt rakte han en hånd frem og hvilede den mod hendes pande. Hun var en smule varm. "Jeg kan give dig noget for at slå feberen lidt ned," forklarede han i en langt mere seriøs tone. "Er der nogen eliksirer du ikke tåler?" Han så på hende med et autoritært blik. Derefter kiggede han lidt på hendes fremstrakte arm, "desværre kan jeg ikke gøre noget ved din mumiefisering" Forklarede han med et let, og ikke provokerende smil. "Det er for at undgå at der sætter sig skidt og snavs." Uddybede han.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Han fordrejede da også bare alting, hun sagde. ”Det ville være at gå over grænsen, selv for dig.” påpegede hun og kunne alligevel ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, fordi hun godt kunne se det morsomme i ironien.
Det gav et lille sæt i hende, da han rakte hånden ud og lagde den imod hendes pande, fordi hun ikke var forberedt på det. ”Undskyld.” mumlede hun lavt og forholdt sig stille, indtil han kom med sin konklusion. Feber? Det lød ikke helt forkert. ”Det ville være dejligt.” Med al sandsynlighed ville det hjælpe på hovedpinen, i hvert fald sammen med masser af vand. Det vidste hun trods alt, selvom hun ingen healer var. ”Jeg er allergisk overfor nyserøllike.” oplyste hun med et lille skuldertræk. Hun var ikke ekspert på Eliksirer, men det udelukkede i hvert fald visse udholdenhedsdrikke og beruselsesdrikke, hvilket hun ikke ligefrem forventede, var noget problem. De havde næppe brug for at fremkalde hidsighed og ubestridelighed hos hende lige i øjeblikket. Et umærkeligt suk forlod hende, da han sagde, han ikke kunne gøre noget ved mumificeringen, desværre. Det var ellers næsten det, der var det værste. Hun tøvede en anelse. ”Får jeg ar?” Det var ikke fordi, hun havde høje tanker om sig selv, hun var jo ikke noget særligt overhovedet, men derfor ville hun stadig gerne undgå at gøre det endnu slemmere. Hun led i forvejen under sine briller og sine smilehuller, så ar ville hun gerne være foruden.

[Deleted]

Han hævede brynene, da det havde hun nok trods alt ret i, men det gjorde det ikke skam ikke mindre underholdende. "Er du sikker på det?" Smilede han demonstrativt. Sådan var han bare. Sagde andre 'A' ville han med største sandsynlighed altid sige 'B' udelukkende for at være på tværs, og argumenter for sin sag skulle han nok finde, også selvom det ikke nødvendigvis var en sag han troede på, han skulle bare være på tværs. Alt dette lagde han dog en dæmper på så han kunne udfører sit arbejde, det var trods alt vigtigere end at holde på sin ret. Hendes undskyldning kom mere bag på ham end det lille spjæt hun havde givet fra sig. Han var vandt til at folk følte han overskred intim-grænser som for nogen kunne være bare det at han tog deres hånd. Som svar på undskyldningen trak han blot lidt i en ene mundvig så antydningen af et smil kom frem. Ikke et af de irriterende af slagsen, men et mere oprigtigt et.

Som hun informerede om hvad hun var allergisk overfor nikkede han blot og gik over til et mindre eliksirskab i hjørnet af rummet. Heri stod de mest basale ting, naturligvis beskyttet af en stærk besværgelse så det ikke bare var til fri afbenyttelse for patienterne. Han fangede en flakon hvor indholdet havde en skarp grøn farve. Efter at lukke skabet forsvarligt vendte han tilbage til hendes sengekant. "Denne her skulle gerne hjælpe med feberen og en smule med kvalmen." Forklarede han og rakte den frem mod hende. Det var som om at stemningen i rummet havde ændret sig til at være mere professionel nu, hvilket nok ikke var nogen dårlig ting. Jophiel rystede lidt på hovedet ved hendes spørgsmål. "Nej, det skal nok gå helt væk hvis du smører det med den salve du får med hjem når du bliver udskrevet." Forsikrede han hende.